Den dæmoniserede kristendom

KOMMENTAR: Hvis man fjerner kernen i den evangeliske forkyndelse, så forvandles den til sin dæmoniske modsætning. Så bliver mennesket til gud.

AF CLAUS THOMAS NIELSEN

Hans Raun Iversen har haft et indlæg i Kristeligt Dagblad som reaktion på min kronik »Kristendom uden Kristus« fra den 5. juli.

En del af hans indlæg handler nu om noget helt andet, nemlig mission, hvad min kronik overhovedet ikke gør. En anden del handler om, hvad nogle såkaldte »rettro præster« mente for 25 år siden, og om at de i dag mener noget andet.

Da jeg for 25 år siden var 14 år gammel, kan disse bemærkninger vist heller ikke vedkomme mig, og det står det hele taget lidt hen i det uvisse, hvem det er, Raun Iversen polemiserer imod.

Det, min kronik derimod først og fremmest handler om, er, om sætningen »Jeg er kristen, men jeg tror ikke på Gud« giver mening. Kan man være kristen uden at tro på Gud?

Nej, det kan man ikke, og når Jesus også kaldes Kristus, så betyder det jo lige præcis, at Han er Gud. Og at være kristen vil derfor sige at bekende, at Jesus er Kristus, dvs. den, som har være før evighedernes begyndelse, den, ved hvem verden blev skabt og som i tidens fylde blev menneske for på korset at påtage sig vores straf og skænke os evigt liv og salighed

Dette er, hvad alle kristne trosretninger til alle tider har været enige om, og det er, hvad alle døbte mennesker har bekendt i deres dåb. I den Augsburgske bekendelse, der er bekendelsesskrift for den danske folkekirke, siges det om troens første artikel lige ud, at vi »fordømmer alle kætterier, som er opstået mod denne artikel, som f.eks. manikæerne (...) muhamedanerne og alle deres lige«. Når muhamedanerne direkte nævnes, er det bl.a., fordi de ligesom de kulturkristne anerkender Jesus som profet, men benægter, at Jesus er Kristus, altså benægter, at han er Gud. Alligevel er f.eks. den gudfrygtige muhamedaner på nogle punkter nærmere kristendommen, end den kulturkristne humanist er det, i og med at muhamedaneren tror på en Gud i himmelen og derfor anerkender, at der er en absolut grænse for menneskets magt. I modsætning til humanisten gør muhamedaneren ikke sig selv og sin jordiske ideologi til Gud, og derfor anerkender muhamedaneren også en grænse for det ene menneskes magtudøvelse over det andet. Det gør velfærdsideologien ikke. Raun Iversen mener, at jeg »benægter« nogen »deres ret til at kalde sig det, de kalder sig«. Vist gør jeg ej, jeg konstaterer blot, at hvis man benægter, at Jesus er Kristus, dvs. fjerner det »overnaturlige« fra kristendommen, så er man ikke kristen. Det er så simpelt som at konstatere, at hvis man er hindu, så er man ikke kristen, og denne konstatering kan da ikke være en fornærmelse af nogen.

Når man siger, »Jesus er Kristus«, så er man kristen, men når man siger »Jesus er ikke Kristus«, så er man altså ikke kristen. Alt andet er en fornærmelse mod sproget.

Men det forhindrer naturligvis ikke, at han, der om tirsdagen i radioen har fornægtet den tro, hvori han blev døbt, og som derved, med Luthers formulering, er »faldet overbord fra Noahs ark«, søndagen efter kan være en del af den kristne menighed, som bekender deres tro, som får forkyndt evangeliet fra prædikestolen, og som ved alterbordet modtager syndernes forladelse. Når den kulturkristne gør det, eller når han hjemme beder sin aftenbøn og siger sin trosbekendelse, så er han ikke længere kulturkristen, nej, så er han atter blevet reddet om bord på Arken, hvor han modtager frelse og evigt liv ..

Til slut vil jeg blot takke Raun Iversen for, at han kalder mig » rettro«. Man skulle da være en mærkelig præst, om man ikke så dette som et hæderstegn.

Niels Thomsens indlæg den 13. juli er ganske anderledes velargumenteret, og Niels Thomsen har da ret i, at der er mere at sige om sagen end som så. Han nævner Erasmus af Rotterdam som en, hvis kristendom er beslægtet med de moderne mennesker, der mener, de kan kalde sig kristne uden at tro på Gud. Det er både rigtigt og forkert. For det første er det komplet forkert, idet Erasmus af Rotterdam faktisk bekendte sig som Kristen, dvs. som en der troede på en levende konkret Gud i himlene og på Jesus Kristus som Hans enbårne søn osv. Erasmus kunne aldrig finde på at gøre vold mod sproget og logikken ved at hævde, at en, der fornægter, at Jesus er Kristus, er kristen.

På den anden side har Niels Thomsen alligevel også ret derved, at der virkelig er en lige linje fra Erasmus over oplysningstiden og frem til vore dages gudsfornægtende kultur. Allerede på Erasmus' tid kunne man se de første sporer til den humanisme (humanisme betyder tro på mennesket i stedet for på Gud), som i løbet af de seneste 200 år har bredt sig i den vesteuropæiske kultur, og som i dag er blevet altdominerende. Det var dette Luther klart så, og det var derfor, Luther skrev sit, hovedværk, »Om den Trældbundne vilje«, netop som et brændende opgør med Erasmus' mere »positive« syn på mennesket og dets evner. Luther mente faktisk, at han selv havde mere tilfælles med den pavekirke, der dømte ham som kætter, end med Erasmus' humanisme, som, hvis den føres til ende, gør mennesket til herre over Gud, dvs. i virkeligheden afskaffer Gud.

Men det ændrer ikke ved, at Erasmus i sin selvforståelse var et fromt menneske, som troede på en Gud i himlene, på Jesus Kristus og på kristendommens »overnaturlige« indhold, og han derfor stadig har mere tilfælles med Luther end med sine egne gudsfornægtende åndelige efterkommere, f.eks. en totalitær godhedsideolog som Villy Sørensen.

Niels Thomsen har også ret i, at den ideologi og det menneskesyn, der hersker i dag, selvom det er gudløst, naturligvis stadig er præget af, at det er opstået i en kultur, hvor den kristne forkyndelse har lydt i et par tusind år. Sagen er ligesom med andre gode ting verden, så forvandles evangeliets forkyndelse, hvis man fjerner dets kerne, dvs. troen på Gud og det evige liv i Jesus Kristus, til sin dæmoniske modsætning. Så bliver sætningen »Gud blev menneske« forvandlet til de dæmoniske »mennesket er gud«, så bliver sætningen »dine synder er dig forladt ved Jesu Kristi død på korset« forvandlet til det dæmoniske, » du er slet ingen synder, for der findes slet ikke synd, kun fejlprogrammeringer«, så bliver sætningen »Jesus har på korset opfyldt loven i vores sted« til det dæmoniske »der er slet ingen Guddommelig lov« osv. Og på samme måde med f.eks. bjergprædikenen: Hvis den ikke er talt af Guds Søn, så er den det mest dæmoniske sludder, der findes. Som Jakob Knudsen skrev allerede for 100 år siden:

» Så snart bjergprædikenen tages ud af sin overnaturlige sammenhæng (...), da bliver store partier af den det fordærveligste overspændte vås, der nogensinde er udtalt (...) Så snart Kristi lov løsrives fra dette overnaturlige formål, bliver den med det samme lov specielt for de dovne og feje. Det passer jo nemlig godt for de dovne at lade dagen i morgen sørge sig selv (...) Ligesom det passer godt for den feje at opgive al modstand mod for nærmeren og lade ham varme ens venstre kind, når han først har taget sig af den højre (...) Hvis Kristus ikke var Guds søn »og det i mirakuløs gammelkristelig forstand«, da var han for mig, betragtet som blot menneske, en hæslig type.«

Således med den kulturkristne humanisme med dens virkelighedsfjerne tale om menneskerettigheder osv. (Jesu tale om kærlighed til fjenden bliver derved f.eks. til en pacifistisk legitimering af landsforræderi og nationalt selvmord.)

Det er ikke kristendommens frugt, men en dæmonisk spejlvending af kristendommen.

Noget overspændt vås, der ikke desto mindre har katastrofale konsekvenser: Menneskene betragter sig selv som et dyr, og staten betragter sig som en gud, hvis ret og pligt det er at indrette samfundet som en zoologisk have, hvor den almægtige dyrepasser i næstekærlighedens navn skal kontrollere alle aspekter af livet i burene.

Ikke engang i rene slavesamfund har man.praktiseret en så total kontrol med slavernes liv og værdier, som det er tilfældet i vores samfund.

Claus Thomas Nielsen,

sognepræst,

Stauning