Kristendom uden Kristus

Hvordan kan man forestille sig man kan høste frugten, efter at træet er fjernet? Det giver ikke mening – som blandt andre Erling Olsen – at sige, at man er kristen uden at tro på Gud

Af CLAUS TH0MAS NIELSEN, sognepræst

Jeg hørte for et stykke tid siden i bilradioen et interview med (tidligere minister, tidligere formand for folketinget og så videre) Erling Olsen. Erling Olsen kaldes på Christiansborg ofte for »uglen« og betragtes som et of tingets mere intellektuelle og tænksomme medlemmer.

Han hører også til de Tordenskjolds soldater, der ofte kontaktes of journalister, når der, ved jubilæer, årsskifter og den slags, skal siges noget lidt dybere og principielt. Og det gør de med god grund, for Erling Olsen kan oftest finde en smuk formulering af de holdninger, der er toneangivende i tiden. Derfor bruges Erling Olsen også ofte i såkaldt folkelige sammenhænge, i højskoleforeninger og den slags.

Og nu blev Erling Olsen så endnu en gang interviewet i radioen i et af de fomiddagsprogrammer, hvor studieværten og gæsten i et par timer taler dybt om livets store spørgsmål. Efter en halvanden times tid bliver samtalerne ofte så dybe, at det forekommer naturligt at bringe religiøse spørgsmål på bane. Det er jo et besynderligt tidens tegn, at religiøse spørgsmål ikke regnes som dem, der skal afklares først for at sætte fundamentet for de eksistentielle spørgsmål, men tværtimod regnes som noget, der hører hjemme i de små timer. Som pynten oven på kransekagen. Således også i denne samtale med Erling Olsen. Efter at han havde sagt nogle meget ugleagtige og tænksomme ord om folkelighed, tradition, kulturarv og den slags, fik han på dette samtalens dybeste punkt, og i naturlig forlængelse of sine egne ord, stillet det obligate religiøse spørgsmål. Det lød cirka sådan: »Men sig mig, Erling Olsen, er du ligefrem kristen? Tror du på Gud?«

Det tænkte han lidt over og besvarede det med at sige, at ja, han var kristen, men ikke sådan at forstå, at han troede på Gud. Erling Olsen er, erklærede han selv, en kristen, som ikke tror på Gud.

Et sådant udsagn ville man for ikke så mange år sides nok have undret sig en del over, for man har jo ligesom traditionelt ment, at de to ting hænger sammen. Når de kristne selv har skulle sige det, så betyder det at være kristen jo at tro på Gud, og det oven i købet på den ene sande Gud, som har skabt himmelen og jorden og al dens hær, som har hvert sekund af vore liv i sin almægtige hånd, som opmuntrer os med medgang, og som tugter og straffer os med modgang og død. Den Gud, som har frelst os fra den evige fortabelse ved at sende os sin søn, Jesus Kristus, for at han på korset skulle lide den død og den straf, vi fortjener, og derved løskøbe os fra den evige død.

At være kristen har i alle tidligere tider betydet, at man har bekendt, at Jesus er Kristus, Guds enbårne søn før evighedernes evigheder, ved hvem verden er skabt, og som i tidens fylde blev menneske ved jomfru Maria for at give frelse og evigt liv til os. Således fomuleres kristendommen i den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, og i øvrigt næsten enslydende i andre kristne trossamfunds bekendelsesskrifter.

Men det er altså ikke i denne forstand ‑ den forstand, i hvilken alle tidligere generationer of kristne har været det ‑ at Erling Olsen er kristen. Men hvordan er han det så ?

Det blev han selvfølgelig også spurgt om, og hans svar var, at jo, han var skam kristen i den forstand, at han lever i en kultur, der har været kristen i tusind år, det vil sige i en kultur, som er gennemsyret of kristne ideer og værdier. Ja, han gik så langt som til at sige, at hans egne værdier om demokrati, solidaritet, menneskerettigheder og velfærdssamfund ligefrem er produkter of kristendommen og Jesu tale om næstekærlighed.

Og det er Erling Olsen som bekendt langt fra ene om at mene. Som på så mange andre punkter må man snarere sige, at Erling Olsen blot er god til at formulere de meninger, der er gangbare i tiden. Oftest når kristendommen bringes på tale i dag, så handler det ikke om Gud, om Jesus som Kristus og den slags, nej, så handler det netop om tradition, værdier og kultur.

I modsætning til tidligere er der i dag næsten ingen of dem, der betragter sig selv som progressive og fremskridtsvenlige, som er erklæret negative over for kristendommen. Nej, overalt får man at vide, at kirke og kristendom er en vigtig traditionsbærer, ligesom man gerne indrømmer, at den har været afgørende for skabelsen af det samfund, vi har i dag, og de værdier, det bygger på. Alt det mere religiøse eller overnaturlige indhold i kristendommen kan man godt droppe, men tilbage står Jesu tale om næstekærlighed og barmhjertighed. Jesu opstandelse fra de døde handler i denne tankegang ikke ‑ således som de kristne i næsten to tusind år var primitive nok til at tro ‑ om noget bogstaveligt, nej, myten om Jesu opstandelse handler om livsmodets opstandelse, om kærlighedens udødelighed, om den evige solidaritet og så videre.

Ja, når man hører for eksempel Erling Olsen tale, kan man ligefrem få det indtryk, at Jesus var den første forfatter af socialdemokratiets partiprogram eller en tidlig fortaler for dannelsen of velfærdsstaten. På samme vis kan man, når Per Stig Møller taler, få det indtryk, at Jesus var grundlæggeren of en borgerlig socialstat. Under alle omstændigheder argumenteres der for, at kristendommen er en væsentlig årsag til det menneske‑ og samfundssyn, vi i dag har i vores del af verden, og som angiveligt skulle være bedre end det, der findes til andre tider og andre steder.

Det første, man i den forbindelse må bide mærke i, er den utrolige kulturimperialisme: Som om man skal være kristen eller leve i en kristen kultur for at være god mod sin næste, barmhjertig mod fjender, gavmild over for trængende og så videre. Som om muslimer, hinduer, indianere og alle andre gudfrygtige folkeslag ikke ved det lige så godt som vi. Som om kristne skulle være moralsk højerestående. Det er vi naturligvis ikke, og det er der da heller intet i vor historie, som tyder på, tværtimod. Jesus påstod da heller aldrig, at han prædikede nogen ny moral, lige så lidt som han gav anvisninger på samfundsindretning. Den moral, Jesus tog udgangspunkt i, var den moral, alle mennesker har i deres hjerte, som findes i så godt som alle kulturer og religioner, og som er uløseligt forbundet med menneskets medfødte gudsfrygt.

Jesus sagde intet originalt om noget som helst andet end dette ene: At Han er Kristus, Guds enbårne søn, som på korset påtager sig den straf, vi fortjener, og derved frelser os fra den evige fortabelse og skænker os evigt liv. Ganske betegnende er det, at Jesus faktisk aldrig brugte ordet »næstekærlighed«. Den slags abstrakte begreber overlod han til hyklere og farisæere at lege med, således som det også i dag er hyklerne, der leger med abstrakte begreber, såsom menneskerettigheder og global solidaritet ‑ og som ofte får et ganske godt levebrød ud af det.

Men hvis man nu accepterer påstanden om, at vores samfundsmoral er en frugt af kristendommen ‑ og det kan man for så vidt godt, så sandt som den medskabte almenmenneskelige gudsfrygt og den medskabte moral hænger uløseligt sammen ‑ hvordan kan Erling Olsen og andre mon så forestille sig, at man kan blive ved med at høste frugten efter at have fjernet træet?

»Du skal frygte og elske Gud, så at du ikke .....« lyder det i Martin Luthers lille Katekismus og næsten tilsvarende i så godt som alle andre religioner. Men når man fornægter eller fortrænger sin viden om, at der findes en Gud, så fornægter eller fortrænger man samtidig sin medskabte viden om loven. Ja, man gør vel det ene for at opnå det andet.

Men de, der betragter sig selv som kulturkristne, ønsker tilsyneladende de ene uden det andet. De ønsker tilsyneladende at blive ved med at høste frugterne efter at have fældet træet. De vil, som Erling Olsen, være kristne uden at tro på Gud. Men det er umuligt.

Når moralen ikke længere er kædet sammen med den almægtige Gud, når den ikke længere udspringer of ordene »du skal frygte og elske Gud, så at ....«, så er der i virkeligheden slet ikke længere lov i den forstand, at den er det, vi alle er bundet op på, nej, så degenerere moralen til slet og ret at være det ene menneskes ‑ eller den ene gruppes middel til at få magt over en anden gruppe. Den bliver et rent og skært magtmiddel i alles kamp mod alle, således som velfærdsstat, menneskerettigheder og den slags er blevet det.

Glasklart er dette kommet til udtryk i talen om børnerettigheder, som jo ganske åbenlyst ‑ da børn ikke kan leve frit, men kun i andres varetægt, under andres lov ‑ ikke handler om at sætte børnene fri, men alene om, at magten, det vil sige det øverste ansvar for børnene, flyttes fra familien og over i det statslige magtapparat, der skal sørge for at rettighederne overholdes. I rettighedernes og humanismens navn fjernes hermed den ret, som selv de mest magtesløse mennesker til alle tider har haft. Retten til privatliv og retten til selv at opdrage sine børn.

Og velfærdsstatens omsorg, for børnene er blot det klareste symbol. Det totale (totalitære) statsligt regulerede velfærdssamfund er fra ende til anden udtryk for en aldrig tidligere set umyndiggørelse of det enkelte menneske. Det er staten, der definerer hvad et lykkeligt liv er, og derefter regulerer den så borgernes liv ind efter dette ideal. Ikke engang rene slavesamfund har eksperimenteret med en lignende ensretning.

Erling Olsen mener, at dette samfund er kristent, men det er det ikke, det er tværtimod kristendommens modsætning, så sandt som troen på Gud sætter en magt over mennesket og lader livets mening bestå i dette rette forhold til denne magt. Derved er der sat en absolut grænse for enhver jordisk magt, men hvor troen på Gud som en overjordisk magt forsvinder, der forsvinder også den sidste hæmning for det ene menneskes ubegrænsede magtudøvelse over det andet, for der gør mennesket sig selv til gud.

Jeg er kristen, men jeg tror ikke på Gud, siger Erling Olsen. Han burde have sagt det modsatte: »Jeg er ikke kristen, jeg tror tværtimod på det modsatte af kristendommen, men jeg tror på en gud, nemlig mig selv og min ideologi. «

Det er naturligvis en ærlig sag at have en anden tro end kristendommen, for eksempel ved at være ateist eller humanist eller muslim. Hvad der ikke er en ærlig sag, er, hvis man ikke vil være ved det modsætningsforhold til kristendommen og det kristne menneskesyn, som man derved sætter sig i.

Lad mig så be' om Nietzsche eller Georg Brandes og hele den kulturradikale anti‑kristne tradition. De kæmpede med åbne pander og turde tage konsekvensen of deres tro.