Den umulige samtale

 

 

Af redaktør POUL SEBBELOV,  den ortodokse kirke

 

 

Kristne og muslimer har intet at tale sammen om, mener kronikøren, der er cand.mag. Vi skal forkynde evangeliet frem for at bestræbe os på at være glatte, kristne diplomater på den hellige tolerances bonede gulve, skriver han.

 

 

 

KRISTENDOM OG ISLAM har intet som helst at tale om. Der er ingen dialog, ingen tilnærmelse og ingen gensidig forståelse mulig. Den konklusion følger med tvingende nødvendighed af de to religioners tro. For den sidstnævnte, islam, har det som et afgørende moment udtrykkeligt at benægte den kristne tros grundlag: Kristi fødsel, som vi i Danmark og andre kristne lande fejrer 25. december. På den dag fejrer kristenheden ikke en tilfældig profets eller morallærers fødselsdag. Vi fejrer, at Gud selv blev menneske i Jesus Kristus, for at vi mennesker atter kunne få fællesskab med Gud. På det fundament hviler hele den kristne tro og alt kristent liv. Og alt det afvises med klare, utvetydige ord af islam.

Derfor virker det som ren strudsepolitik, når toneangivende danske kristne søger at harmonisere det uforenelige. For to år siden nedsatte folkekirkens biskopper et islamudvalg, som angiveligt skal rådgive biskopperne om forholdet til de 165.000 muslimer i Danmark. Udvalget har nu nået en konklusion, som præsenteres under overskriften 'Samtalen fremmer forståelsen'. Den anbefaler, at der skal »bygges bro til muslimerne«, og at der til byggeprojektet skal ansættes 20 ekstra præster på landsplan. Videre finder udvalget, at der i sogne og skoler landet over bør undervises i islam; og at der skal etableres dialoggrupper med ligelig repræsentation af kristne og muslimer på alle kirkelige niveauer. Og så mener udvalget, at det ligefrem er nødvendigt med forskning for at »afklare folkekirkens syn på islam«.

Man vil 'afklare' det kristne syn på islam. Men det er for længst afklaret! Det har stået lysende klart siden islams tilblivelse som religion i det 7. århundrede ifølge kristen tidsregning. Og det kan udtrykkes kort og klart: De kristne tror, at Kristus er Guds søn, kommen i kødet, og at det følgelig er usandt, hvad islam lærer. For islams profet, Muhamed, har lært muslimer til alle tider, at Jesus ikke er Gud, men menneske; og skulle det vise sig at være sandheden, så er den kristne tro løgn! En tredje mulighed gives ikke. Det lader sig ikke gøre både at blæse og have mel i munden. Vi må vælge; men det er desværre en erkendelse, som muslimerne lader til at have et klarere blik for end mange kristne, som nogle gange virker konfliktsky i en sådan grad, at de ikke har mod til andet end at stikke hovedet i busken. Og den reaktion fører snarere til formørkelse end til oplysning og afklaring.

 

JAMEN ER DET NU ikke for skarp og firkantet en måde at fremstille sagen på? Med lidt besindighed måtte det vel være muligt at nærme sig hinanden? Sådan holder vi danskere af at forestille os tingene: at vi med sagtmodighed og dialog ville kunne nå frem til én eller anden form for fællesnævner. Men Gud lader sig ikke skære ned til et nok så velment kompromis.

Dermed er ikke sagt, at kristne og muslimer slet ikke kan komme i dialog og nå til enighed om noget som helst. Det kan vi nok, på det praktiske og politiske plan; og ud fra en gensidig erkendelse af, at vi har fælles sam­fundsmæssige og menneskelige proble­mer at løse. At vi i Danmark befinder os i en situation, hvor mennesker med afgørende forskellige trosmæssige for­udsætninger skal leve og fungere sam­men.

 

»Jamen hvad er så egentlig proble­met?«, spørger læseren måske, »skulle vi så ikke bare koncentrere os om at få dagligdagen til at fungere og så forresten lade enhver blive salig i sin tro?«. Der er to ting at svare: For det første skal vi naturligvis forsøge efter bedste evne at gribe de praktiske problemer fornuftigt og fordomsfrit an. Det er vi nødt til. For det andet er det forkert at forestille sig, at den religiøse baggrund ikke sætter sig igennem i vores måde at tænke politik og samfund på. Det gør den, og den gør det til dels uafhængigt af, om den enkelte politiker eller debattør tror sig fri af al religion. Islamisk tradition og bevidsthed forholder sig afgørende anderledes til samfundets indretning end den kristne tradition. Islam er en lovreligion. Den kristne ved derimod, at Guds rige ikke er af denne verden.

I islams hellige bog, Koranen, kan vi i kapitel 4 vers 172 læse følgende: »Oh, I Skriftens folk, overdriv ikke i jeres religion og sig intet om Allah undtagen sandheden. Messias, Jesus, Marias søn, var kun Allahs sendebud ... Tro derfor på Allah og hans sendebud og sig ikke: Treenighed! Afhold jer derfra, det vil være bedst for jer, thi Allah er kun en gud! Ophøjet er han og fri for enhver mangel, så at Han skulle have en søn!« (dette og følgende citater fra: Koranen, oversat til dansk og kommenteret af A. S. Madsen). ‑ Meningen med den noget kluntede danske formulering er, at islam vil 'korrigere' kristendommen på to sammenhængende punkter: Der er ingen treenighed, skriver profeten Muhamed; og derfor er det direkte blasfemisk at tale om Guds søn. For det ville trække noget fra Guds fuldkommenhed.

Kristus er for muslimerne en profet blandt mange. Som en konverteret dansker, der ikke havde kunnet forholde sig til den kristne lære, engang udtrykte det i en avisartikel: »I Koranen stod det sort på hvidt: Jesus var menneske slet og ret ‑ hvilken befrielse!«. Dét, den pågældende følte sig 'befriet' fra, var det samme, som apostlen i Bibelen beskriver som »en dårskab for grækere«. Sådan skriver Paulus, fordi den kristne tro rækker hinsides al menneskelig snusfornuft: Gud blev menneske i Kristus, født af jomfru Maria. Det tror vi kristne, selv om vi ikke kan begribe, hvordan det går til. Det er derfor, vi fejrer jul. Muslimerne kan heller ikke begribe det, og derfor nægter de at tro det.

Koranen er fyldt med steder af samme karakter som det citerede. Passager, der udtrykkeligt hævder, at den kristne forståelse af Jesus Kristus er fejlagtig, ja til og med en forfalskning af Kristi egen lære. Således kan AS. Madsen i sin kommentar drage følgende konklusion: »Dette vers godtgør, at det er efter Jesu død, at hans lære er blevet forfalsket af de kristnes vildfarelse«. Det turde være åbenlyst, at ingen samtale er mulig: Den kristne tro er baseret på, at Kristus er.»vejen og sandheden og livet« (Joh. 14;6). Den tro er enten sand, eller også er den usand og 'forfalsket', som Madsen skriver. Vi må vælge.

 

 

JESUS OMTALES mange gange i Koranen. Og derfor taler muslimerne gerne om ham. Men som kristne har vi lige så lidt behov for den slags 'dialog' som en astronom ville have for at tale med den tante, der hårdnakket står på, at månen er lavet af grøn ost: Hun ved nemlig ikke, hvad hun taler om. Og muslimerne ved ikke, hvad de taler om, når de taler om Kristus.

Islam søger, som det ses, efter bedste evne at 'demontere' Kristus. Og de retter også skytset mod den kristne forståelse af Guds helligånd, talsmanden (Joh.14,16), den tredje person i treenigheden. Han er for den muslimske analyse identisk med ... ja, man tror næppe sine egne øjne, men islam tager altså førergreb på helligånden og identificerer ham med profeten Muhamed. A.S Madsen kommenterer i korankapitel 61 v. 7 således: »Men først da Gud erklærede Muhammad for den forjættede 'talsmand', åbnede den kristne verden sig, og millioner af kristne gik over til islam«. Må vi være fri! Hvem sagde dialog?

Som læseren måske aner, trækker Koranen og altså islam ganske stærkt på den kristne tro og dens forestillinger om den treenige Gud, om Kristus, Hans opstandelse og sejr over døden. Og vel at mærke på den nedladende måde, at man udtrykkeligt erklærer kristendommen for løgn og de kristne for vantro. Lad os afrunde den del af billedet med følgende bredside fra Koranen (kapitel 25 vers 3 og 4): »Velsignet være den, som ejer magten over himlene og jorden. Og han har ikke antaget sig nogen søn, og han har ikke nogen fælle i herredømmet ... og de kristne har taget sig guder ved siden af ham, guder som ikke har skabt noget, men som selv er skabte og ikke har magt over gavn eller skade for sig selv, og som heller ikke har magt over død og liv og opstandelse«.

Klarere kan det vel ikke siges, at det er islams faste overbevisning, at kristendommen er falsk, og de kristne er afgudsdyrkere. Sådanne udsagn fremmer i eminent grad forståelsen, men næppe samtalelysten. Selv om altså de danske biskopper tappert forsøger at lade som ingenting. Men muslimerne da; har de mod på dialog med de kristne? Skal vi tage Koranens ord for pålydende, ligger det unægteligt mere end tungt. Vi anfører nogle eksempler: »Oh,I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig en af dem« (5, 52). Sådan ligger landet altså, set fra det muslimske synspunkt: hold jer fra de kristne. Og skulle man mangle motivation til at holde sig til sine egne, så er det jo altid fristende at være på det vindende hold: »Og den, som tager Allah og hans sendebud og de troende til venner, han skal vide, at Allahs parti visselig er de sejrende« (5, 57). Især når man véd, at der venter de kristne en frygtelig straf: »Sandelig, de er vantro som siger: Allah er visselig den tredje af tre den kristne trenighedslære ... hvis de ikke afholder sig fra det, de siger, så vil en smertelig straf visselig ramme dem af dem, der er vantro« (5, 74).

 

Islam og muslimerne afviser utvetydigt de kristnes egen forståelse af den kristne tro som grundlag for en eventuel samtale. I stedet tilbyder de os så 'generøst' at gøre deres muslimske, tendentiøse og fordrejende fortolkning af kristendommen til udgangspunkt. Det er mageløst! I Koranen kapitel 7 vers 170 konstateres det overlegent, at vi kristne er »en ond slægt« som lader os fængsle af »ydre tillokkelser i denne lave verden« i letsindig tiltro til, at »det vil blive os tilgivet«: islam giver med andre ord ikke fem flade øre for den kristne tros tillid til Guds nåde. I stedet tilbyder de os at bombe kristendommen sønder og sammen, så den bliver en lovreligion på linie med islam.

 

 

DE NETOP CITEREDE koranpassager kommenteres af oversætteren; Madsen udlægger teksten for os. Efter 2.000 år med middelmådige, talentløse kristne teologers vildledning af folkene leverer lærer Madsen fra Højby så endelig nøglen til de kristnes fiasko: Vi tog fejl! Vi tog fejl, vi kristne, da vi med Paulus troede, at »ingen bliver retfærdiggjort ved lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus« (Gal. 2, 16). Men sagen er, siger Madsen og islam med ham, at vi stadig er under loven og derfor kun kan komme overens med Gud ved at iagttage en uendelig række af særlige forskrifter, hvad angår påklædning, spisevaner, seksualmoral, og hvad ved jeg. Vi kristne har ganske enkelt ikke forstået vores egen tro rigtigt, forklarer Koranen og Madsen énstemmigt. Og den frække påstand er vel næppe et grundlag for videre samtale.

Dét, vi som kristne har at tilbyde muslimerne (og alle andre), er ikke nogen gensidig 'religiøs forståelse', baseret på princippet om mindste fællesnævner og synkretismens drøm om det gnidningsfrie, multireligiøse samfund. Der er ikke noget at 'forhandle' om. Det eneste, vi både kan og skal tilbyde, er evangeliet om Kristus. Vi skal forkynde evangeliet frem for at bestræbe os på at være glatte kristne diplomater på den hellige tolerances bonede gulve. Det er ikke vores opgave at imødekomme den politiske korrektheds gode småg. Vi skal befordre det glade budskab om, at Kristus vil tage vore byrder på sig og give os hvile (Matt. 11, 28), og at vi trygt kan aflægge dette livs bekymringer og søge Guds rige, før vi søger alt muligt andet.

 

 

MEN HVORDAN i alverden kan vi tro og forkynde sådan, uden at det bliver udtryk for enten tåbeligt overmod eller overfladisk ligegyldighed? Eller uden at være ofre for en rent ud sagt lallende mangel på realisme og manglende indsigt i livets alvor? ‑ Svaret er, at det kan vi heller ikke, uden af én eneste grund, som netop er det, vi fejrer den 25.december: At Gud selv er blevet menneske, at han i sin ubegribelige kærlighed har taget vore vilkår på sig, for at vi kan få del i hans herlighed. At han har ladet sig føde som en af os, for at vi alle kan blive et med ham. At Kristus ved at komme til vor jord helt og holdent har omtolket, hvad det vil sige at være menneske. At han har genskabt os, så vi kan leve med i den treenige Guds liv: »Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra himmelen ... og ligesom vi har båret den jordiskes billede; således skal vi også bære den himmelskes billede!« (1. Kor. 15, 47 og 49).

Julenat skinner lyset i mørket, og alt bliver nyt. Der er mange, der har mere end vanskeligt ved at tro på juleevangeliet; og muslimerne finder det direkte gudsbespotteligt. Alligevel er dét det eneste, vi kristne har at byde på i en samtale om Gud. Alt andet er behagesyge og mangel på alvor.

 

*     *     *