V

vacance (lat. vacare = være ledig). Efter en biskops eller paves død eller lovlige fratræden er det pågældende embede vacant ("sede vacante" = "det ledige sæde"), indtil det kan besættes af den nyvalgte efterfølger. I vacance-perioden ledes bispedømmet af en af det biskoppelige Råd (s.d.) valgt administrator. I enkelte tilfælde kan pavestolen udnævne en administrator. I tilfælde af at pavestolen er vacant, ledes Kirken af kardinalkollegiet.

valdensere. En bevægelse, startet af Peter Valdes fra Lyon (1217). Protesterede oprindeligt mod kirkeligt misbrug af magt og rigdom, men afviste også senere Kirkens hierarkiske struktur og sakramenterne. Tilhængerne blev exkommuniceret i 1184. Blev forsøgt undertrykt af verdslige herskere, da bevægelsen opfattedes som en trussel mod den offentlige ro og orden.

valfart (ty. wallen = bølge, strømme, vandre; Fahrt = rejse). En vandring, alene eller i fællesskab, til et helligt sted, hvor Gud har markeret sit særlige nærvær, for at møde ham der og opnå hans tilgivelse og velsignelse. - Valfarter går som en rød tråd gennem hele Israels og Kirkens historie indtil den dag i dag. De gamle patriarker fik deres nomadevandringer forvandlet til trosvandringer, der skulle opøve dem i tillid til Gud og troslydighed. Israels vandring med Moses i ørkenen i 40 år havde samme formål: at opdrage det gamle Guds folk til et liv i total afhængighed af Gud, både åndeligt og materielt. Jødernes årlige valfarter op til templet i Jerusalem for at fejre påsken, pinsen eller løvhyttefesten havde også altid til formål at møde Gud der, hvor han havde stedfæstet sit navn, og forny pagten dvs. livsfællesskabet med ham i form af son- og takofre. Og Jesus fulgte jødernes skik: jfr. hans påskevalfart til templet som 12-årig (Luk 2,41f); til løvhyttefesten, hvor han opfylder jødernes forventning og åbenbarer sig som den forjættede Messias (Joh 7-8); og hans sidste påskevalfart til Jerusalem for at lide døden på korset (Joh 12ff). - Ligesom tiden efter bibelsk tankegang ikke blot er kronologisk tid, men en kvalificeret tid, bestemt af sit indhold ("kairos" - se: tid), sådan er valfarten ikke blot en rastløs vandring fra sted til sted, men en trosvandring, i opbrud fra sig selv og lydighed og længsel efter Gud. Kroppen foretager sig det, der bevæger ånden, og ånden lader sin intention blive kød og blod ved at engagere sin krop. - I tiden efter folkevandringerne, 5.-7. årh., oplevede Kirken en ombrydning af samfundsstrukturerne, svarende til den der står bag vore strømme af flygtninge og fremmede fra Asien og Afrika i dag. For de åndeligt vågne blev flugten en valfart. Hele livet er en valfart. De hørte Guds stemme i begivenhederne: "I er fremmede og udlændinge på jorden" (Hebr 11,13). Det var også dengang en risiko, der kostede mange livet, men også en chance: "Timor Christi et amor peregrinationis" dvs. ærefrygt for Kristus og kærlighed til valfart - kæmpede i dem for at få overtaget. Selvovervindelsen, opbruddet, udholdenheden under rejsens farer og besværligheder, overfald, udmattelse, faste og søvnløse nætter, var den askese der skulle gøre sjælen fri af de jordiske bånd. Nogle blev martyrer, andre missionærer - Guds vagabonder, med Jerusalem eller Rom som mål. Ved valfartens mål bekræftede de deres samhørighed med alle andre kristne i fortid, nutid og fremtid - Guds folk (s.d.). Og således fik det himmelske fædreland jordisk skikkelse og trådte dem menneskeligt nær. De blev verdensborgere med Kristus og var dog kommet i havn. Det var denne gamle pilgrimsånd, som paverne genoplivede, da de i 1300, efter gammeltestamentlig tradition, begyndte at udråbe særlige jubelår, der satte hele kristenheden i bevægelse mod apostelgravene i Rom. Det sidste jubelår var i 1975 og det næste vil blive år 2000 (se: helligt år). Også i lokalkirkerne praktiseres årligt valfarter til Maria-Helligdomme og helgenskrin i eller uden for bispedømmerne (jfr. f.eks. Fatima og Lourdes), for at opnå tilgivelse, forbøn, bønhørelse, måske helbredelse for sygdomme - og bekræfte fællesskabet og gå ind i religiøs fornyelse i Guds folk. Valfart er Guds folk på vandring gennem verden til Guds rige.

vandringsbrød. Betegnelse for den konsekrerede hostie, der rækkes til en døende (lat. viaticum). Bruges også af kirkefædrene om Eukaristien (s.d.) som den åndelige føde på hele vor pilgrimsvandring på denne jord. Se også: Syges Salvelse.

vantro. Se: hovedsynder; tro.

Vatikan I, II. Se: økumeniske konciler.

Vatikanet. Et større bygningskompleks vest for Tiberen på Mons Vaticanus. Det rummer bl.a. pavens residens, en del af den katolske Kirkes centrale administration og Vatikanmuseet. Se også: Vatikanstaten.

Vatikanets Bibliotek. Se: Bibliotheca Apostolica Vaticana.

Vatikanstaten (it. Stato della Città del Vaticano). Pavestolens område, der ligger som en bystat i Rom. Omfatter ca. en halv kvadratkm. Her ligger Peterskirken med Peterspladsen, adskillige andre kirker, præsteseminarier og andre kirkelige læreanstalter, radiostation, museer, biblioteker, arkiver, regeringskontorer, kirkelig administration, og pavens embedsbolig. Hertil kommer nogle store kirker og andre bygninger i Rom, samt pavens sommerresidens, Castel Gandolfo. Vatikanstaten har siden konkordatet med Italien 1929 været en suveræn, neutral stat, med paven som statsoverhoved.

velsignelse (lat. benedictio, af bene = godt, dicere = sige; sige godt om). Velsignelse er i Bibelen meddelelse af liv fra Gud, hvad enten den udtales af ham selv: "Jeg sværger ved mig selv ... fordi du ikke har sparet din søn, den eneste, for mig, vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt..." (1 Mos 22,16-18) - eller den nedbedes af det ene menneske over det andet, gerne ledsaget af tegn (vand, olie, korsets tegn), hvormed den person betegnes, som velsignes, og med gaver. Gud er velsignelsernes Ophav; fra ham strømmer de i fylde, hvad enten de meddeler liv af naturens eller nådens overflod: "Gud den Almægtige velsigne dig med himlens velsignelser oventil og dybets velsignelser nedentil, med brysters og moderlivs velsignelser" (1 Mos 49,25). Den særlige præstelige velsignelse i GT, den aronitiske velsignelse, findes i 4 Mos 6,24-26: "Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred." Gud selv er hævet over al velsignelse; han er selve livets fylde, og dog kan mennesket i taknemmelighed også velsigne, dvs. lovprise Gud: "De loved hans herlige navn, som er ophøjet over al velsignelse" (Neh 9,5). Velsignelsen er således menneskets spontane reaktion på Guds overstrømmende nåde, som strømmer videre også fra menneske til menneske, jfr. Zakarias' lovsang "Benedictus" (Luk 1,68-79; s.d.) og Marias "Magnificat" (Luk 1,46-55; s.d.). Jesu sidste handling på denne jord, inden himmelfarten, er en velsignelse af de elleve disciple og dermed af Kirken, hans frelsesværk: "Han løftede sine hænder og velsignede dem. Og det skete, mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til himlen". Og den Opstandnes velsignelse fremkalder i apostlene, og i Kirken efter dem, både tilbedelse og lovprisning af Gud (Luk 24,50-53). - "Velsignelsens kalk", som var et takkebæger efter de jødiske, rituelle måltider, blev af Jesus gjort til "den nye pagts bæger i mit blod, som udgydes for jer" (Luk 22,20; jfr. 1 Kor 10,16). Den hl. Eukaristi er velsignelsernes fylde: Kristi liv hengivet for verden. Men han kan kun forene sig med dem, der er af samme Ånd som han: "Om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke ham til" (Rom 8,9). Derfor skænkes "Helligåndens gave" i dåben (jfr. Apg 2,38). Den er velsignelsernes Ånd, der bringer hjerterne i samklang, skænker glæden og freden, højsindethed og godhed, liv og frugtbarhed i overflod. - Kirken har i sit ritual over 200 velsignelser, til brug ved forskellige lejligheder. Nogle er reserveret til biskoppens brug. De meddeles altid i den treenige Guds navn. Vedr. indvielse af ting og steder til tjeneste af Gud, se: sakramentalier. Se også: biskoppelig velsignelse; pavelig velsignelse.

Velsignelsens kalk. Se: velsignelse.

velum (lat. tæppe, dække). Betegnelse for to slags liturgisk klæde: 1. Det klæde, som under messen dækker kalken, når den ikke er i brug. - 2. Et skulderklæde, som præsten bærer, bl.a. ved sakramental velsignelse.

venerabilis (lat. venerari = at betragte med religiøs ærefrygt). Se: ærværdig.

Veni Creator Spiritus (lat. Kom, o Skaberånd). Begyndelsesordene af den berømte hymne til Helligånden, som bl.a. anvendes til Pinse. Er forfattet af Hrabanus Maurus OSB (776-856). Anvendes bl.a. i tidebogen, samt ved præste- og bispevielser. Latinsk og dansk tekst, se Lovsang nr. 806.

Veni Sancte Spiritus (lat. Kom, o Helligånd). Begyndelsesordene af den berømte pinse-sekvens, sandsynligvis forfattet af ærkebiskop Stephen Langton (¦ 1228). Latinsk og dansk tekst, se Lovsang nr. 807.

verbum. Lat. ord. Se: Guds Ord.

Verbum caro factum est (lat. Ordet er blevet kød). Det kendte citat fra Joh 1,14, som udtrykker menneskevordelsens (s.d.) mysterium. Indgår også i Angelus-bønnen (s.d.).

Verbum Domini (lat. Dette er Herrens Ord). Præstens eller diakonens afslutning på oplæsningen af dagens evangelium i messen. Menigheden svarer: Laus tibi, Christe (lat. Lovet være du, Kristus (som her har talt til os)).

Verbum Supernum Prodiens (lat. Ordet, som var nedsteget fra himlen). Hymne fra laudes til Kristi Legemsfesten (s.d.) af Thomas af Aquin (1225-74). Især de to sidste vers er kendte (O salutaris Hostia - s.d.). Dansk gendigtning af hele hymnen, se Lovsang nr. 402.

verden. Har i Bibelen en dobbelt betydning: 1. Guds gode skaberværk: himmel og jord med alt, hvad der lever og ånder i det (1 Mos 1); og 2. den faldne verden, som er jorden, fordærvet af en frafalden menneskehed og fuld af uret (1 Mos 6,11-12). - Som Guds gode værk er verden genstand for hans kærlighed: "Fred på jorden, i mennesker der har Guds velbehag" (Luk 2,14) - og for hans frelservilje: "Så højt har Gud elsket verden, at han gav sin énbårne Søn ... for at frelse fra undergang alle, som tror på ham" (Joh 3,16). Men hermed hentydes også til den anden grundlæggende betydning af verden, nemlig som det modstykke til Kristi rige, der er viet til undergang: "Mit rige er ikke af denne verden" (Joh 18,36). Denne verdens fyrste er Satan, men "han har ingen magt over mig", siger Jesus (Joh 14,30-31). - Jesus og hans disciple er sendt til verden for at frelse alle af god vilje, men de er ikke af verden, de er "født af Gud" (Joh 1,13). Det er på grund af dette spændingsforhold mellem de to betydninger af verden som Guds værk og verden som Satans værk, at "skabningen sukker og er i veer - i inderlig længsel efter at Guds børn skal åbenbares" (Rom 8,22.19). Ved denne verdens undergang vil Kristi rige komme til gennembrud: "Se, jeg gør alle ting nyt" (Åb 21,5). Derefter skal der komme "en ny himmel og en ny jord, for den første himmel og den første jord var forsvundet" (Åb 21,1). - Det 2. Vatikankoncil sammenfatter denne bibelske belæring om verden i indledningen til sin pastorale konstitution "Kirken i verden af i dag": "Koncilet stiller sig over for verden, det vil sige over for hele menneskeslægten med alt som angår den, den verden hvor menneskehedens historie udspilles, og som bærer præg af menneskenes færdigheder, nederlag og sejre, den verden som, ifølge kristentroen, er grundlagt og opretholdt af Skaberens kærlighed, som faldt under syndens tyranni, men som af den korsfæstede og opstandne Kristus, sejrherren over det onde, blev frigjort så den kan forvandles efter Guds plan og nå frem til fuldendelsen" (nr. 2). Se også: samfund.

verdens ende. Se: verden; tidens tegn; dommedag.

Verdens Lys. I liturgien er påskelyset et symbol på Kristus, idet han ofrede sig for verden, lige som et lys brænder ned, jfr. Joh 8,12. (Påskenattens liturgi). Se også: ild.

verdensepiskopatet. Hele verdens forsamling af katolske biskopper. Se også: biskop.

verdensoblat. Se: Benediktineroblat.

verdslighed. Se: verden.

Veritatis Splendor (lat. Sandhedens Stråleglans). Pave Johannes Paul II's 10. encyklika, 1993. Omhandler de grundlæggende spørgsmål i Kirkens morallære og fremhæver, at argumentation i moralske spørgsmål må bygge på objektive principper. Foranlediget af værdikrisen i verden er en ny situation opstået, også i kristenheden, omkring Kirkens morallære. Det drejer sig om en global og systematisk diskussion, baseret på bestemte antropologiske og etiske opfattelser, der har en tendens til at skille menneskets frihed fra Sandheden om det. Man betvivler også læreembedets ret og pligt til at intervenere i moralske spørgsmål og forme samvittighederne i overensstemmelse med Guds bud, i Evangeliets Ånd. For en detaljeret gennemgang af disse henvises til Den kat. Kirkes Katekismus 1992. Veritatis Splendor tager fat på grundholdningen, sandhedsgrunden for menneskets frihed og trivsel i et altomfattende fællesskab med resten af menneskeheden. Den nødvendige basis for en varig verdensorden.

Encyklikaens første kapitel har som udgangspunkt den bibelske beretning om den rige unge mand (Matt 19,16ff), der spørger Jesus: "Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?" I det 2. kapitel er hovedtemaet forholdet mellem frihed og sandhed: "I skal lære Sandheden at kende, og Sandheden skal gøre jer fri", er encyklikaens grundtese. Efter den totalitære marxismes fallit har der i den vestlige verden udviklet sig en falsk forståelse af frihed, som kun drejer sig om den enkeltes subjektive frihed. Paven advarer om, at et demokrati uden sande værdier let kan ændres til et totalitært styre, sådan som historien bevidner. Den naturlige morallov består, men menneskenaturen er såret af synden. Den skal renses og forløses af sandheden i Jesus Kristus. Han er Sandheden, i hvis billede mennesket er skabt, og det er gennem ligedannelse med Ham at Sandheden kan gøre mennesket fri, nemlig af sin egen faldne natur, så det kan kende vejen og gå den. I dette forhold mellem mennesket og Gud har læreembedet brug for teologers og sjælesørgeres bistand, men det tilkommer Læreembedet alene at dømme om Kirkens tro og moral, således som den er overleveret i Skrift og Tradition, jfr. Kir. 25. Det 3. kapitel anbringer den indsigt, der er fremdraget i de to første kapitler, i Kirkens og samfundets kontekst. Dette pastorale kapitel henvender sig især til sjælesørgere. Her behandles også spørgsmål om fornyelse af det politiske og samfundsmæssige liv, biskoppers og teologers ansvar. Se også: moral; lex naturalis.

versikel (lat. lille vers). En kort sætning, som indleder en anden sætning i tidebønnen eller messen, f.eks. Herre, hør min bøn / Og lad mit råb nå til dig.

Versio Vulgata. Se: Biblia Vulgata.

vesper (lat. aften). En af tidebønnerne (s.d.), som bedes når mørket falder på. Indeholder foruden nogle af Salmerne Marias lovsang Magnificat (s.d.), bibellæsning, forbønner og fadervor.

Vetus Testamentum. Lat. Det gamle Testamente (s.d.).

Vexilla Regis (lat. kongeflag). Hymne af Venantius Fortunatus (530-609) til ære for korset. Er oversat til talrige sprog. Gendigtning på dansk, se Lovsang nr. 338.

Via Dolorosa (lat. den smertefulde vej). Jesu vej fra Pilatus til Golgata. Denne rute har i mere end tusind år været brugt af de troende til en vandring med ihukommelse af Jesu vej til korset, idet de enkelte begivenheder undervejs er markeret. Den nærmere beliggenhed i Jerusalem er omstridt. Se også: korsvejen.

via purgativa, illuminativa, unitiva (lat. den rensende vej, den oplysende vej og foreningens vej). Tre etaper i det åndelige liv, som normalt gennemleves af dem, der svarer trofast på nåden. I hver etape findes mange former og varianter, alt efter kald, temperament og Guds førelse af enhver. De afløser ikke slet og ret hinanden, men vil normalt fortsætte med at gøre sig gældende livet igennem, dog i forskelligt forhold og med forskellig vægt, alt efter sjælens vækst. 1. etape: via purgativa, dvs. den rensende fase, hvor begynderen aktivt må rense sin sjæl for synder og bevidste forbehold, sone sin fortid, give afkald på umiddelbar selvtilfredsstillelse af enhver art, kæmpe mod det onde eller farlige tilbøjeligheder, afholde sig fra synd og fra det, som fører til synd. - 2. etape: via illuminativa, dvs. den oplysende fase, som er for viderekomne, der er kommet i et helhjertet aktivt beredskab for Gud. I denne fase tager Gud føringen stærkere end før, og sjælen samler sig i troslydighed og kærlighed for at følge efter Kristus, "verdens lys" (Joh 8,12), ved moralsk indsats, udholdende og stille (kontemplativ) bøn, og alt hvad der kan overvinde den åndelige træghed og anspore ildhuen. - 3. etape: via unitiva: foreningens vej, dvs. den fase, hvor den rensede og oplyste sjæl nu kun higer mod og lever i den intime forening med Gud. Se også: sjælens nat; meditation; kontemplation.

Viaticum. Lat. vandringsbrød (s.d.).

Vicarius Christi (lat. Kristi Stedfortræder). En af pavens titler, (jfr. Matt 16,18-20; Joh 21,15-17). Se: Petersembedet.

Vicarius Generalis. Lat. generalvikar (s.d.).

Victimae paschali laudes (lat. Lovsang til påske-offerlammet). Påskehymne af Wipo (11 årh.). Latinsk og dansk tekst, se Lovsang nr. 804. Gendigtning på dansk af Johannes Jørgensen, se Salme- og Bønnebog (1951), nr. 256.

Vidi Aquam (lat. Jeg så vand). Begyndelsesordene af den antifon, der i påsketiden kan synges i søndagshøjmessens begyndelse i forbindelse med menighedens bestænkelse med vievand. Teksten er inspireret af Ez 47 og Sl 118,1. Latinsk og dansk tekst, se Lovsang nr. 101.

viebiskop. Se: hjælpebiskop.

Vienne. Se: økumeniske konciler.

vievand (lat. aqua benedicta). Vand, som er blevet velsignet for at kunne anvendes som tegn på renselse (et sakramentalie - s.d.). Kendt allerede fra det 2. årh., med baggrund i de jødiske renselsesritualer. Anvendes til mange former for velsignelser (s.d.) og indvielser, f.eks. af genstande eller bygninger. Det er meget gammel katolsk praksis at dyppe fingerspidserne i vievand, før man gør korsets tegn (s.d.). Ved indgangene til kirkerne findes vievandskar (s.d.), som benyttes, når man går ind i kirkerne. Det er en gammel skik (fra det 8. årh.) at præsten bestænker menigheden med vievand ved hjælp af en vievandskost ved højmessens begyndelse, som et minde om dåben og et syndsbekendelsesritual. Også i hjemmene anvender mange katolikker vievand. Se også: vievandskar; sakramentalier.

vievandskar. Et mindre kar, som er beregnet til at indeholde vievand (s.d.). Findes især ved kirkernes indgange, og er overtaget fra jødernes renselseskult ved templet, hvor man tvættede sig, før man gik ind. Også i de katolske hjem findes vievandskar. Se også: vievandskost.

vievandskost (lat. aspergillum). Liturgisk redskab, der bruges til at stænke vievand (s.d.) med. Består f.eks. af et kort skaft, som i den ene ende har en perforeret kugle, som indeholder en svamp. Se også: vievandskar.

vigilie (lat. vigilia = nattevågen). Forberedelsen af en større liturgisk fest dagen (eller aftenen) i forvejen. Kirken forbereder således jule-, påske- og pinsefesten med vigilie, som har egne liturgier. Oprindeligt fastede man og vågede hele natten i forventning om festdagens frembrud.

vikar (lat. vicarius = stedfortræder). En gejstlig, som træder i stedet for en anden i udøvelsen af et kirkeligt embede, handler i hans navn og med hans autoritet. Se f.eks.: apostolisk vikar; generalvikar. Paven kaldes Kristi Stedfortræder (Vicarius Christi), fordi han af Kristus er indsat til at lede Kirken på jorden (jfr. Matt 16,18-20; Joh 21,15-17). Se også: Petersembedet.

vikariat. Se: apostolisk vikariat.

Vincentsøstre - Filles de la Charité de Saint Vincent de Paul. Kongregationen blev grundlagt 1663 af Skt. Vincent de Paul og Skt. Louise de Marillac. Har virket i Danmark siden 1904 med undervisning, sygepleje og menighedsarbejde.

visdom (lat. sapientia; gr. sofia). "Al visdom kommer fra Herren, og hos ham forbliver den til evig tid" (Sir 1,1). I Bibelen er den sande visdom ikke blot en menneskelig egenskab, men en gave fra Gud; en måde hvorpå han åbenbarer sig i menneskets forstand, refleksion, forståelse af troen: "Giv mig da visdommen, som troner ved din side, agt mig ikke uværdig til at være blandt dine børn!" (Visd 9,4). Den vise modtager en åndelig indsigt, som ligger i forlængelse af profetien. Den behandles i de såkaldte visdomsbøger i GT, dvs. Prædikerens bog, Siraks bog, Ordsprogenes bog og Visdommens bog: "Min søn, idet du låner visdommen øre og bøjer dit hjerte til indsigt - ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt ... da nemmer du Herrens frygt og vinder dig kundskab om Gud" (Ordspr 2,2-5). Ærefrygt (s.d.) er både begyndelsen til visdom og dens krone (Sir 1,14-18). Visdommen reflekterer over skaberværket, der vidner om Skaberen (jfr. Sl 19,1; Sir 43); over historien, der giver hans veje til kende (Sir 44-50); over den hl. Skrift, som indeholder Guds ord i loven og profeterne (Sir 39,1f). Den guddommelige Visdom, som leder denne refleksion, "er jo en udånding af Guds kraft og en dagklar udstrømning af den Almægtiges herlighed; derfor kan intet besmittet komme den nær. Thi den er en afglans af det evige lys, et pletfrit spejl, som afspejler Guds virken, og et afbillede af hans godhed" (Visd 7,25-26). Det lys, den skænker menneskene, er en overnaturlig erkendelse, ja, en af Helligåndens syv gaver (s.d.). Derfor prises det menneske saligt, som lytter til dens lærdom, dagligt våger ved dens dør (Ordspr 8,34). Og det var, hvad Maria gjorde, hvad enten Gud talte til hende gennem begivenhederne og sine budbringere (hyrderne ved krybben i Betlehem) eller gennem Jesu mund (den 12-årige i templet): "Hun gemte alle disse ord og grundede over dem i sit hjerte" (Luk 2,19.51). I hende har Vidsommen taget bo, hun er "visdommens sæde", siger det lauretanske litani (se: Marialitaniet).

Visdomsdøtrene - Filles de la Sagesse - Congregatio Filiarum a Sapientia. Kongregationen, hvis medlemmer også kaldes Montfortanersøstre, blev stiftet af Louis Marie Grignon de Montfort i 1703. Har virket i Danmark siden 1903 med undervisning og hospitalsarbejde.

visio beatifica (lat. det saliggørende syn). Se: gudsbeskuelse.

vision (lat. visio = syn). Guds billedtale, som mennesket ser med sit ydre eller indre blik. I Bibelen ofte ledsaget af auditioner, dvs. ord fra Gud, som mennesket hører med sit ydre eller indre øre. Jfr. profeterne i GT (Es 6; Jer 1,11-19; Ez 1-2) og apostlene i NT (Apg 10,11-20; 16,9; Åb 1). Syner og åbenbaringer er, lige som i bibelhistorien, kendte foreteelser i Kirkens liv, og ikke kun hos helgenerne. Jfr. opfyldelsen af profeten Joels profeti på Pinsedagen: "Det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød; og jeres sønner og døtre skal profetere, og jeres unge se syner, og jeres gamle skal drømme drømme..." (Apg 2,17). Således ledsager Gud ved sin Ånd Kirken og de kristne, også i form af visioner og auditioner, på deres vej gennem verden frem til Gudsrigets gennembrud og den fuldkomne forening med ham.

visitation, kanonisk. Et officielt "eftersyn", foretaget af kirkeligt overordnede (f.eks. biskop, abbed) inden for et område eller en institution, hvortil de har visitationsret og -pligt (f.eks. sognekirke, præstebolig, skole, hospital, ordenshus).

vita apostolica (lat. det apostoliske liv). Apostlenes liv som model for de kristne.

Vor Frue. Se: Jomfru Maria.

Vor Frue af den stedsevarende hjælp. Et af de mest kendte og udbredte nådebilleder (s.d.) af Jomfru Maria. Originalen findes i redemptoristernes hovedkirke i Rom. Der er optegnet talrige tilfælde af bønhørelser og helbredelser i forbindelse med andagt ved dette billede eller en af de mange kopier, der findes i kirker og i det hele taget.

Vor Frue af Karmels Lægorden. Dens formål er at hjælpe medlemmerne til at leve et kontemplativt og apostolisk liv i uafladelig bøn og selvfornægtelse, såvel i Karmeliterordenens ånd som under dens ledelse. Reglen omfatter bl.a. en halv times indre bøn hver dag, og om muligt, daglig messedeltagelse. Tidebøn, åndelig læsning, rosenkransbøn og regelmæssig modtagelse af Bodens Sakramente er andre midler i den stadige bestræbelse efter at leve i Guds nærvær. Se også: Karmeliterordenen.

votivgave (lat. votum = løfte). En gave til Gud som tak for bønhørelse eller som udtryk for hengivenhed i forbindelse med en bønsintention. Kan - alt efter giverens muligheder og sagens omfang - have form af f.eks. kirkelig udsmykning, liturgiske genstande eller penge til et bestemt formål. Se også: ex voto.

votivlys (lat. votum = løfte). Et levende lys, som gives til at brænde foran en statue eller et billede af Vorherre, Maria eller en anden helgen. Hensigten er at udtrykke og ledsage giverens andagt, ofte i forbindelse med takkebøn for bønhørelse eller bøn i en bestemt intention. Se også: votivgave; lys.

votivmesse (lat. votum = løfte). En messe (s.d.), som læses til ære for f.eks. et trosmysterium eller en helgen (på andre dage end denne helgens dag).

Vox populi, vox Dei (lat. Folkets stemme er Guds stemme). Meget gammelt ordsprog. I denne form tilskrives det den engelske teolog Alcuin (735-805), som imidlertid advarer mod tankegangen i det. Det kan fortolkes både demagogisk og anarkistisk. Den positive betydning er, at det, som altid og overalt i Kirken har været troet, er Guds stemme.

vranglære. Se: kætteri.

vredens dag. Se: dommedag.

VT. Lat. Vetus Testamentum = Det gamle Testamente (s.d.).

Vulgata. Se: Biblia Vulgata.

vunder, Kristi fem. En særlig andagtsform, som koncentrerer sig om de fem sår, Kristus fik i forbindelse med korsfæstelsen (to i hænderne, to i fødderne og et i siden). Mange helgener har haft en særlig andagt hertil. Se også: stigmata.

værneengel. "Vogt jer for at se ned på en af disse små (som tror på mig). For det siger jeg jer: De har deres engle i himlen, som altid har adgang til min himmelske Far" (Matt 18,10.6; jfr. Apg 12,15). - Det har altid været Kirkens tro, at ethvert menneske har sin værneengel, der vejleder det og værner om dets liv. Som vejleder bringer englen bud om Guds vilje til dets samvittighed, og som værn er den Guds redskab til at beskytte hans barn mod det onde, dvs. mod synd og fristelser. Men englen beskytter også mod fysiske onder, især sådanne som kunne true sjælen med åndelig fortræd. GT kender også til værneengle for hele folkeslag (jfr. Dan 10,13). - Festen for de hl. værneengle har været fejret i hele Kirken i oktober måned siden det 17. årh. Fejres i dag den 2. oktober. Se også: Forsyn; engel.

værnehelgen. En helgen (s.d.), som man i særlig grad henvender sig til i bøn, for at opnå netop denne helgens forbøn for sig selv og sine anliggender. En værnehelgen kan være identisk med ens navnehelgen (s.d.), men kan også være en helgen, hvis personlige egenskaber og liv i særlig grad opleves som meningsfuld.

våbenhus. Mindre rum i forbindelse med en kirkes indgang. Her skulle våbnene tidligere efterlades, før man gik ind i selve kirken.