Status på Det andet Vatikankoncil 40 år efter starten i 1962

Af Andreas Rude

For 40 år siden - den 11. oktober 1962 - mødtes 2540 biskopper fra hele verden i Peterskirken i Rom. Det var den daværende pave, Johannes XXIII, der havde indkaldt til, hvad der siden er blevet kaldt en af de største fredelige revolutioner i verdenshistorien: Det andet Vatikankoncil.

Biskopperne og deres teologiske rådgivere mødtes hvert efterår fra 1962 til 1965 for at forberede en ajourføring af den katolske kirke, og koncilet ændrede på væsentlige områder kirkens selvforståelse, dens forhold til det omgivende samfund og dens syn på andre religioner.

Men selvom det store kirkemøde forandrede den katolske kirke i et omfang, der ikke var set siden reformationen, er det for mange teologer i dag et åbent spørgsmål, om alle løfterne fra dengang er blevet indfriet.

Det er også et faktum, at nogle af dem, der deltog med størst entusiasme, såsom den nuværende formand for Vatikanets Troslærekongregation, kardinal Joseph Ratzinger, 40 år efter har et mere pessimistisk syn på koncilet og de ændringer, det bragte med sig.

På det symbolske plan var det mest håndgribelige resultat af koncilet tilladelsen til, at præsten nu kunne holde gudstjeneste på modersmålet - ikke kun pa latin - og at han under messen nu havde ansigtet vendt mod menigheden og ikke som tidligere mod altret.

Den væsentligste forandring skete dog i kirkens syn på den omgivende verden og dermed også på sig selv. I århundreder havde kirken beklaget sig over »den moderne verden«, skældt ud over den. Efter koncilet var det sympati snarere end konfrontation, der var ledetråden. Det betød ikke, at kirken fremover ville være ukritisk, men i holdningsskiftet lå der en erkendelse af, at også den havde noget at lære.

Samme forestilling kom også til at præge kirkens syn på sig selv. Kirken var nu »semper reformanda« - den havde altid behov for at forandres - og heri lå et virkeligt sporskifte for en institution, der hidtil havde opfattet sig som principielt hævet over historiens gang.

Dokumentet om kirken i den moderne verden kaldet »Gaudium et Spes« (Glæde og håb) fra 1965 blev et af koncilets mest kendte. Et andet afgørende dokument var selve kirkens konstitution, »Lumen Gentium« (Folkenes lys) fra 1964, i hvis titel man også sporer tidens optimisme. Heri blev den traditionelle magtpyramide med paven i toppen, dernæst biskopperne og præster og slutteligt lægfolket i bunden afløst af forestillingen om hele kirken som Guds folk, hvor paven, biskopperne og præster gennem deres særlige kald tjener snarere end dominerer kirken.

Netop spørgsmålet om, hvordan koncilsfædrene forestillede sig, at kirken skulle styres, er et af de mest omdiskuterede blandt moderne katolske teologer.

Der er næppe tvivl om, at pave Johannes Paul II, der selv deltog i koncilet som ung biskop, opfatter sig som en autentisk fortolker af Det andet Vatikankoncil blandt andet ved at se det i lyset af hele kirkens tradition. Kritikere af paven mener derimod, at han svigter det håb om ægte fornyelse, som Johannes XXIII havde, da han indkaldte til kirkemødet.

Det område, hvor Det andet Vatikankoncil har haft sværest ved at bevæge sig fremad, er i spørgsmålet om magten. Koncilet lagde op til en decentralisering, men det er et løfte, der aldrig er blevet indfriet, sagde den amerikanske teolog Richard P. McBrien for nylig.

Til gengæld peger den franske kirkehistoriker Jean Delumeau på, at lægfolket aldrig har haft så stort et medansvar for kirkens liv som nu, og at koncilet i den grad er integreret i den katolske kirke, at det vil være umuligt at stille uret tilbage igen. Kirkens engagement i de sociale og politiske omvæltninger i Østeuropa og Latinamerika ville heller ikke have været mulige uden koncilet. Og pave Johannes Paul II's gentagne møder i Assisi med alle de store religioner til bøn for freden er afgjort i koncilets ånd, mener den franske iagttager.

Fra Kristeligt Dagblad