RELIGIONSDEBAT:  Kravet om selvvalgt blindhed er enormt, hvis man vil være et moralsk menneske, og sandhed fortrænges til fordel for sindelagskontrol

De velmenendes nødløgne

Af Henrik Gade Jensen, mag.art.

»Vi lever i et mærkeligt øjeblik i vores historie, hvor man for at være hæderlig­ og moralsk, for at være et godt menne­ske, skal sørge for, at sandheden aldrig dukker op til overfladen«, skrev den franske filosof Alain Finkielkraut for nylig.

Tabuiseringen i disse år gælder især islam, ifølge Finkielkraut. Kritik af is­lam sættes lig racisme. Og man må ifølge Finkielkraut frem for alt ikke diskutere de forbrydelser, der er begået i Allahs navn. »Jo længere listen bliver, jo mere bliver vi bedt om ikke at mis­tænkeliggøre. Og når det bliver klart, at verden består af forskellige civilisatio­ner, bliver enhver reference til et sam­menstød mellem civilisationerne un­derkastet et ufravigeligt forbud.«

Forfatteren Kåre Bluitgen fremhæ­ver selv i sin bog »Til gavn for de sor­te«, hvordan han selv lukkede øjnene, når det gjaldt tidsåndens øjestene: etni­ske minoriteter. »I mange år har jeg været med til bevidst at undertrykke konfliktpunkterne i kulturmødet og bestandig fremhæve solskinshistorier­ne.Det har ikke givet bedre vejr.«

Kravet om selvvalgt blindhed er enormt, hvis man vil være et moralsk menneske. Ikke se'  Ikke høre! Tavs som et rockervidne.

 

»Sandheden er nyttig for dem, til hvem den siges, men den er skadelig for dem, som siger den, da de derved gør sig forhadte«, sagde Pascal.

Årsagen til, at visse samfund forfal­der og lukkes inde i underudvikling, ligger bl.a. i Pascals ord. Sandheden er ilde hørt, og derfor kommer den sjæl­dent frem. Det kræver en kultur, der er åben over for, at verden kan være an­derledes end den synes. En kultur, hvor sandheden, f.eks. om indvandring, ikke er givet på forhånd, men må opdages og tilegnes på ny i takt med virkelighe­dens forandringer. Det mærkelige er, at den intellektuel­le venstrefløj har været mest ihærdig for at fortrænge sandheden.

Under den kolde krig var venstreflø­jen så frygtagtig over for at komme til at levere ammunition og argumenter til en højreorienteret, at de fleste fortiede sandheden om undertrykkelsen i kom­munistiske lande. Man ville ikke gå si­ne antikommunistiske modstanderes ærinde, sagde mange.

Hvorfor dog flygte sandheden? Gør sandheden ondt?

Sandheden er nyttig. Men hvorfor høres den ikke? I stedet fokuseres tit på hensigten med at sige det. Er der skum­le bagtanker? Og så forskubbes diskus­sionen fra sandheden til slambrønden af menneskelige motiver. Så fortræn­ges sandheden til fordel for sindelags­kontrollen. Det velmenende er mod­sætning til sandheden.

Tænk på, hvilke gevaldige kameler de velmenende og i egne øjne humani­stisk indstillede mennesker har måttet fortære de sidste par år for at kunne smykke sig som menneskeven. Vi har fået fortalt historien om, hvor meget is­lam betyder for vestlig kultur, hvor me­get vi har lært af islam, hvor fredelig islam er sammenlignet med kristen­dommen, hvor højt muslimer agter kvinder, at slaveri kun er den hvide mænds forbrydelse osv. osv.

Alt sammen vel­menende menne­skers automatme­ninger, så intet ondt siges om ind­vandrere eller is­lam. Og så omskri­ves verdenshistori­en gerne for at få det til at passe ind i det moralsk kor­rekte verdensbille­de.

De velmenendes nødløgne skal lappe på verdens skrammer og få det onde fortrængt. Løgnene er selvfølgelig ikke onde løgne, men ædle forsøg på at be­mestre virkeligheden, så den lever op til de forestillinger, vi har om den.

For set gennem den progressives optik kan den velmenende ikke tage fejl eller lyve. For projektet gælder en bedre verden, over for hvilken det er ondsind at kritisere forsøget på at realisere den­ne hedre verden.

Derfor er de, der kritiserer indvan­dringen i bund og grund onde menne­sker, som ikke har det tilstrækkelige globale perspektiv, hvor alle forskelle forsvinder i det store altomfavnende fællesskab. Der findes intet radikalt fremmed men alt fremmed er kun til­syneladende og kan ophæves i dialogen og mødet med hinanden. Den frem­mede er i virkeligheden en ven.

 

For menneskeånden findes der intet frem­med, men alt er frembragt, konstrue­ret, skabt eller for­midlet. Nihil huma­num alienum est.

Sandheden er hel­heden, sagde den ty­ske filosof Hegel. Og så er der intet fremmed, intet uden­for, ingen plads til at skelne mellem »os« og »dem«. Følgelig bliver de, der vil splitte den sande og gode helhed ad, til de onde.

Derfor bliver det helt naturligt bloke­rende, hæmmende og forstokket at gø­re en modsætning mellem »dem« og »os«. Det bliver udtryk for en angst og frygt over for det fremmede og det an­derledes. Og så bliver det negativt at ville fastholde modsætninger, som det er ethvert progressivt menneskes pligt at overkomme og komme ud over.

Om så virkeligheden skal forties el­ler forfalskes! Derfor går nødløgnene og fortrængningen af problemerne hånd i hånd med de evindelige racis­mebeskyldninger.

Det er alvorligt, når et samfund un­dertrykker sandheden. Eller gør det farligt for den enkelte at forsøge at pippe frem med sin version af den. For et samfund undgår kun stagnation og luk­kethed ved at kunne være lydhør for den enkeltes sandhed. Og sandheden kan i denne sammenhæng godt være forkert. Gale meninger er fra et sam­fundsperspektiv lige så funktionelt vigtige som sagligt velbegrundede påstan­de. Bare deres sandhedsværdi kan dis­kuteres åbent.

 

Når det gælder indvandrings- og flygtningepolitikken, har vi i 20 år be­fundet os i kvasi-totalitære tilstande i Danmark. Skellet mellem kritik og ra­cisme har magthaverne i flygtningein­dustri, politik, forskning og medier umuliggjort. Derfor er meget berettiget kritik af islamisk fundamentalisme blevet identificeret med racisme. Hvilket jo automatisk bevirker forstummelse al al kritik. Sandheden blev til fraser. Fra­ser om berigelsen ved indvandring, om Danmark som et indvandrerland siden Gorm den Gamle, om at alle problemer med integration skyldes danskernes fremmedhad osv. osv. Vi ser det også i forhold til religionerne. At håne og lat­terliggøre kristendommen har været stil og merit i intellektuelle kredse - tænk på Jens Jørgen Thorsen - men hvis du kritiserer islam, f.eks. fordi dens kend­teste talsmænd i Danmark går ind for stening af frie, kærlige kvinder, er du ikke bare en fremmedhader, men tillige kan du beskyldes for den nye forbry­delse: islamofobi.

 

Eller som Kåre Bluitgen skriver i sin nye bog: »Jeg har både i romaner og fagbøger i hele mit forfatterskab gjort mit for at fortælle, hvad kristendom­men er for en verdensforbrydelse. For det har jeg aldrig høstet andet end fine anmeldelser og litterære priser. Men hvorfor er det ligefrem prisværdigt at påpege, at kristendommen er en histo­risk verdensforbrydelse, mens det er kriminelt at påpege det samme for is­lam? Islam er en forbrydelse mod ver­den. ... At benægte dette er på linie med at benægte holocaust.« I Danmark har hele det kulturradikale og venstreo­rienterede miljø været tavse som gra­ven om den fare, som islamisk funda­mentalisme repræsenterer. Så godt som ingen vovede skindet, og de få blev med det samme udstødt som »racister«.

Man må ofte tænke på Ludvig Hol­berg, hvis klogskab og humor savnes i dag: »Man har jo frihed til at tale udi republikker. Alle republikker gør jo profession af at høre sandhed, men det synes at sådant består alene udi et purt navn, thi erfarenhed viser at man ved sandhed styrter sig i fortred allevegne i verden.«