Y

yderste dag, den. Se: dommedag.

ydmyghed (lat. humilitas, af humus = muldjord). Det latinske ord leder tanken hen på en ydmyghedsgestus, som er kendt i den katolske Kirke under andre himmelstrøg: den troende bøjer sig dybt, f.eks. foran alteret med det udstillede Sakramente, fører hånden til jorden og derefter til munden, panden og brystet for at gøre korsets tegn (s.d.). Det er mennesket, der bøjer sig i støvet for sin Skaber og Herre. En gestus, der er nært beslægtet med den såkaldte prostration (s.d.). Ydmyghed eller sagtmodighed er en frugt af Guds Ånd (jfr. Gal 5,22-23). Som alle Åndens gaver har den flere grader, alt efter menneskets modenhed og vækst. På det moralske plan vil den ytre sig som beskedenhed. Den ydmyge vil ikke søge tom ære, ikke provokere eller misunde andre (Gal 5,26), ikke have højere tanker om sig selv end rimeligt er, men tænke besindigt efter sit mål af tro (Rom 12,3.16; jfr. Sl 131). Denne holdning kan udvikles på et dybere plan, når syndserkendelsen bøjer mennesket til jorden i en fundamental ydmyghed over for den hellige og almægtige Gud: "Mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv" (Gal 6,3); for "hvad har du, som du ikke har fået givet?" (1 Kor 4,7). Jo mere mennesket lærer Gud at kende og spejler sig i hans hellighed, jo mere overvældes det af sin egen vanhellighed: "Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!" (Luk 5,8). Jo nærmere Gud, jo dybere ydmyghed og vice versa. Ydmyghed er den fattigdom i ånden, som higer efter at blive fyldt med Gud (Matt 5,3). Jfr. Marias lovsang: "Han har set i nåde til sin ringe tjenerinde" (Luk 1,48; se: Magnificat). - I Jesus, Menneskesønnen, får ydmygheden en helt ny dimension, nemlig Guds Søns fornedrelse for at frelse verden: Han tømte sig for sine guddomsprivilegier og blev menneske som vi, og som menneske ydmygede han sig selv og blev lydig til døden (Fil 2,7-8). Det betød en radikal ydmyghed over for Gud: han gjorde intet af sig selv, men talte, lærte, handlede som Faderen indgav ham det (Joh 5,17.19-20.30). Han blev modellen for de kristnes barneforhold til Gud (jfr. Matt 18,3-4). Det betød også en radikal ydmyghed over for livets byrder: "Lær af mig. Thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte, så skal I finde hvile for jeres sjæle" (Matt 11,29). Ikke præstations- og selvopholdelsesdriften er frelsen, for den, der selv vil sikre sit liv, skal miste det; men den, der som Menneskesønnen giver slip på sig selv og overgiver sin sag til Gud, han skal bjærge det (Matt 16,24-25). Jesu åg er godt at bære og hans byrde er let (Matt 11,30) - fordi han lever i kraft af Faderen (Joh 6,57). Palmesøndag viser han, ved sit indtog i Jerusalem, en radikal ydmyghed også midt i al den ære og hyldest, der tilkommer ham: "Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel, et trældyrs føl" (Matt 21,5). Skønt han ved, at lidelsen står for døren, kommer han med fred. Jo mere spændingen i frelsesværket stiger, jo dybere går hans ydmyghed. Ved den sidste nadver tvætter han disciplenes fødder: "Det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre lige sådan" (Joh 13,15). Det er almagten, der tilbyder sin ydmyge tjeneste, for ikke at knuse nogen, men få dem til at "fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem" (Matt 13,15). I Getsemani have kulminerer Jesu dødskamp: Han falder på knæ og blodet springer fra panden: "Far! er det muligt, så tag denne kalk fra mig. Dog ske ikke min vilje, men din!" (Luk 22,40-44; se: agoni). Skønt han var Guds Søn, "måtte han lære lydighed af det han led" (Hebr 5,8). På korset er han udtømt: overgivet "i menneskers hænder" (Matt 17,22) og i Guds (Luk 23,46). Men fra korset strømmer, ved spydstikket, blod og vand ud af hans åbne side - iflg. mange kirkefædre symboler på eukaristien (s.d.) og dåben, Kirkens to grundlæggende sakramenter - for at "ligesom jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der spiser mig, leve i kraft af mig" (Joh 6,57). - "Dyb råber til dyb" - dette er, hvad ydmygheden dybest set higer imod: at lade sig tømme for at blive fyldt med Guds miskundhed (jfr. Sl 42,8-9).

ysop. Se: isop.